Seværdigheder
Rødvig Kro & Badehotel ligger i den hyggelige havneby Rødvig, lige ned til Østersøen og med udsigt til Stevns Klint. Langs Stevns Klint, som blev udnævnt til Unesco verdensarv i 2014, er der mange skønne og unikke steder at opleve. Ligesom der inden for en rimelig afstand i bilen findes mange spændende oplevelser for alle aldre. Herunder har vi samlet vores anbefalinger
Rødvig
Gåafstand – 0 m
Gå en tur på havnen i Rødvig. Havnen har både en lystbåd- og en traditionel fiskerihavn, som munder ud i områdets skønne sandstrand syd for havnen. Overfor Badehotellet ligger krohaven med adgang til krovigen og den smukke stenstrand foran hotellet. Her finder man også en lille hyggelig sauna, som der kan tilkøbes adgang til i Badehotellets reception.
Vi har sammen med en masse andre gode mennesker her på Stevns fået rejst penge til 60 turistcykler. Cyklerne er placeret på udvalgte steder, de fleste langs Stevns Klint. Én af disse er lige foran Badehotellet. Cyklerne lejes nemt via Donkey Republics app.
I Rødvig findes også mulighed for at leje Sit-on-top kajak i Badehotellets reception.
Stevns Klint Trampesti
Gåafstand – 0 m
Langs Stevns Klint, som blev udnævnt til Unesco verdensarv i 2014, er der mange skønne og unikke steder at opleve. I parken overfor Rødvig Kro & Badehotel begynder Stevns Klint Trampesti. Stevns Klint Trampesti er en ganske særlig sti, hvor mere end 50 lodsejere gennem en aftale med Stevns Kommune har givet lov til at trampestien kan passere over deres ejendom. Med Stevns Klint Trampesti er det nu muligt at vandre mellem Rødvig Havn i syd og Bøgeskov Havn i nord, en strækning på 22 km.
På ruten kan man opleve de nu nedlagte kridt- og kalkbrud, som idag er små naturperler, den sagnomspundne Højerup Gl. kirke, Koldkrigsmuseet, Stevns Klint Experience og meget mere. Gå langs klinten eller kør til de mange spændende steder på ruten i bil.
Læs mere her
Stevns Klint Experience – Boesdal Kalkbrud
Gå, cykel eller i bil – 2 km (Gratis parkering – restaurant – toiletter)
Boesdal kalkbrud ligger bare 2 kilometer fra Badehotellet og er udover et smukt naturområde, med adgang til stranden, også hjemsted for Stevns Klint Experience. Et Oplevelsescenter der fortæller historien om, hvorfor Stevns Klint blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og hvordan Stevns Klint spillede en rolle i opdagelsen af dinosauernes uddøen her på jorden for 66 millioner år siden. Læs mere her
Koldkrigsmuseum Stevns Fort
Gå, cykel eller i bil – 3,5 km (Gratis parkering – toiletter)
Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Halvøen Stevns ville ligge i allerforreste frontlinje, hvis der udbrød krig mellem øst og vest. Derfor byggede man Stevnsfort, og i 40 år holdt man her øje med fjenden dybt under overfladen.
På en guidet tur er det muligt at opleve det underjordiske fort, se hvordan soldaterne boede, de rum hvor overvågningen fandt sted og de lange underjordiske gange der munder ud i klinteskrænten og havet. Det er også muligt at gå en tur på terrænet over jorden og opleve HAWK missilbatterierne på tæt hold.
Læs mere og book tid til rundvisning her
Højerup – Højerup Gl. kirke
Gå, cykel eller i bil – 6,5 km (Parkeringsafgift – restaurant – toiletter)
I Højerup finder man den sagnomspundne Højerup Gl. Kirke der mødte sin skæbne klokken fem om morgenen i 1928, da et stort stykke af klinten styrtede i havet og tog kirkegård og kirkens kor med sig. Den delvist nedstyrtede kirke blev hurtigt et tilløbsstykke. I løbet af tre dage besøgte omkring 40.000 mennesker Højerup. Alle var fascinerede af det dramatiske syn af en overrevet kirke og de sørgelige rester af kor, alter, gravsten, kister og skeletter ned på stranden. Sagnet om at kirken sprang et hanefjed ind i landet hvert år til nytår, for at undgå nedstyrtning, kunne altså ikke rede den.
I dag knejser kirken stolt på den yderste klintekant, og det forsvundne kor er blevet erstattet af en udsigtsterrasse, der giver et fantastisk udsyn over klint og hav.
Gå en tur i Mindelunden til venstre for kirken, besøg den nye kirke, fiskerhuset hvor lokale sælger kunsthåndværk eller den store naturlegeplads på plænen ved parkeringspladsen.
Stevns Fyrcenter
Gå, cykel eller i bil – 8 km (Gratis parkering – restaurant – toiletter)
På Klintens højeste punkt står Stevns Fyr. Fra toppen af fyret, 69 meter over havet, har man et fantastisk udsyn over det flade stevnske landskab, de militære koldkrigsanlæg ved Stevnsfortet og ikke mindst Øresund og Sveriges kyst.
Det oprindelige Stevns Fyr stammer fra 1818. Ved siden af det oprindelige Stevns Fyr blev der i 1878 opført et 27 meter højt og fritstående fyrtårn i kridtsten udskåret fra Stevns Klint. Besøg også den gamle fyrmesterbolig, som har en udstilling omkring Stevns Fyr, naturen og geologien og ofte også udstillinger af lokale kunstnere. Området omkring fyret har også i en periode huset en kasserne og et missilbatteri, som man kan opleve på grunden omkring fyret.
Geomuseum Faxe – Faxe Kalkbrud
Cykel eller i bil – 19 km (Gratis parkering)
Gå en tur i det imponerende Faxe kalkbrud med de hvide stejle skrænter og de dybe koralfarvede søer. Folk i området bruger området til vandreture og om sommeren bader mange i søerne. Gå på jagt efter fossiler eller besøg Geomuseum Faxe, hvor man kan opleve udstillingen ‘Danmarks fossile koralrev’
Camp Adventure
Cykel eller i bil – 33 km (Gratis parkering – restaurant – toiletter)
Danmark har fået et nyt vartegn – midt i Gisselfeld klosters smukke skove.
Det ikoniske 45 meter høje Skovtårn, der er det første af sin slags i Skandinavien, er kun en halv times kørsel fra Rødvig Kro og Badehotel. Skovtårnet er centrum i en unik naturoplevelse, der giver et helt nyt perspektiv på en skandinavisk bøgeskov og et fantastisk udsyn over Stevns og Faxe. Læs mere her
Køge Golf Klub
Bil – 27 km (Gratis parkering – restaurant – toiletter)
Besøg en af Danmarks allersmukkeste parkbaner, og få en fantastisk golfoplevelse i fuldstændig uforstyrrede, naturskønne omgivelser. I Køge Golf Klub er der kælet for hver detalje, samtidig med at alt foregår i fuld respekt for den natur, som anlægget er en del af.
Andre udflugter
- Klintetours
- Gavnø Slot
- Holmegaard glasværk
- BonBon land
- Køge by
- Kalvehave Labyrinthpark
- Møns Klint
- Snurretoppen biograf